Bakkerne i Ubberup
Olav Tingager fortæller fra Ubberup
Olav Tingager har i et interview i 1986 med Ellen Madsen og Helga Hvass Jørgensen fra Tømmerup Sogns Lokalhistoriske Forening fortalt om steder og hændelser fra Ubberup.

Bakkerne i Ubberup

I sin tid da lå alle gårdene i Ubberup, også de der ligger nede på Markerne nu (Ubberup Mark), de blev flyttet ud. Hvad årstal det var, det ved jeg ikke, men jeg ved blandt andet at Mads Peder Hansens gård den har ligget derinde, hvor Vilhelm Antonsen de har mødningssted nu. Der hørte en bankelod til alle gårdene herhenne. Ubberupgården havde en, Johannes Jensens havde en, Peder Pedersen havde en og Ejvind og Inger de havde hver en halv. De to gårde har jo hørt sammen en gang. Og så havde Peder Sørensen en, og der hørte en til Mads Kristensens gård. Og de var alle sammen på 5 tdrl. På den lod der hørte til Mads Kristensens gård, blev der bygget et hus. I det hus boede min farfar og min farmor omme i nogen år. Så overtog deres søn det. Han hed Jens Kristian og var senere bestyrer nede i Tømmerup Brugsforening, og endnu senere byggede han et hus ude i Kalundborg, og det drev han som købmand. Da han rejste til Tømmerup Brugs overtog hans søster Marie og Henrik Kristiansen den ejendom (på bakkelodden), og han fyrede dampmaskinen, de havde dengang nede på mejeriet. Og så passede han sin ejendom ved siden af, den var jo på kun 5 tdrl., så det kunne jo nok lade sig gøre. Og da bor de så i 1911. Da købte min far Ole Peder Jensen den af sin søster, og så rejste de her fra, og den blev lagt ind under den ejendom, som jeg har i dag. Og blandt andet så har den ejendom vi har her, Ingeborg og mig, den blev der lagt 6 tdrl. land ind under, som den gamle smed Monrad i Tømmerup han havde. Dem købte far - de 6 tdrl. i 1906. Så der er 14 tdrl. i det hele nu. Og det her vi bor i, det blev udstykket, da far og mor de blev gift i 1896. Da blev de 8 tdrl. udstykket fra min mormors gård, den som Mogens Gammelby har nu. Den gård, der ligger ovre på den anden side af Landevejen, som Legaard har i dag, den blev udstykket fra samme gård i 1901. Den overtog min morbror i 1901. Han hed Jens Jensen.

 

Ja, vi har jo så fået denne her bakke, der hedder Klokkerhøj, der hørte til de 5 tdrl. som alle bankelodderne de havde. Og vi har den yderste mod Tømmerup. De kalder den Klokkerhøj og har gjort det i al den tid jeg kan huske, og sagnet det går, at der skulle være gravet en klokke ned – en kirkeklokke altså. Det skulle være under Svenskekrigene, men om det passer det ved jeg ikke. Jeg har så tit tænkt på, hvis man kunne få sådan en indretning og gå rundt med oppe på banken og lede, om man så kunne finde sådan en kirkeklokke deroppe. Om det kunne lade sig gøre, ved jeg ikke. Jeg ved min far og hans bror gravede oppe på selve højen, da de var nogle store knægte. De var vist 6 meter nede, men så lige pludselig kom der vand, og så måtte de jo holde op med at grave, og så blev der ikke gjort mere ved det. Det var vist nok klokken de gravede efter på grund af de havde hørt det sagn, jeg nu har fortalt.

 


Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

29.03 | 23:28

Tak for det.
Har lagt link på vores hjemmeside.
Mvh Ole

...
29.03 | 22:59

Vi har lagt linket på hjemmesiden.
Tak for det.
Mvh Ole

...
29.03 | 21:14

Har I set denne sjove gamle film?

http://www.danskkulturarv.dk/dr/nord-og-vestsj%C3%A6lland-t%C3%B8mmerup-spangsbro-og-kaastrup-1938/

Mvh
Jette Nielsen

...
07.03 | 09:50

Vi har tilføjet på forsiden af hjemmeside, hvordan og hvor du kan henvende dig
Mvh: Arkivet

...
Du kan lide denne side