Følgende artikel om kommunesammenlægningen mellem
Tømmerup og Kalundborg er skrevet af tidligere sognerådsformand i Tømmerup Ejvind
Kristensen i 1996.
Kommunesammenlægningen
i 1966
.
Mange ældre beboere i Tømmerup husker sikkert endnu de
voldsomme diskussioner, der gik i Tømmerup for nu ca. 30 år siden, skulle vi
sammenlægges med Kalundborg eller med de andre omegnskommuner. For at Tømmerup
kune fortsætte som selvstændig kommune, var der vist få der troede på. Der var
af en såkaldt kommunal -kommision udarbejdet en plan om at Holbæk Amts 65
kommuner skulle blive til 20 kommuner, med indbyggertal på 4000-6000.
For Kalundborg-området var man ikke kommet med noget
forslag til en ny inddeling, det måtte kommunerne selv forhandle sig frem til,
men en hurtig løsning ville være ønskeligt for byen og omegnskommunernes
fremtid, skrev man.
Tilsyneladende var der 3 muligheder for en ny inddeling:
Tre kommuner
(Kalundborg, Raklev og Røsnæs, Aarby, Rørby, Værslev og Tømmerup)
Kalundborg en kommune og
de seks andre landkommuner en anden.
Kalundborg og alle seks
andre i en storkommune.
Det der ville gøre
løsningen af de to første forslag vanskeligt, var at Kalundborg efter
kommunallov- kommisionens mening kunne gøre berettiget krav om indlemmelse af
betydelige områder af både Aarby, Raklev og Tømmerup, og det tilbageblevne
ville ikke være særligt attraktivt at danne ny kommuner af.
De seks sogneråd samledes
ret hurtigt til en første drøftelse for en løsning af den vanskelige opgave.
Allerede på det første møde var vi klar over, at uden at have Kalundborg med i
forhandlingerne kunne vi ingen vegne komme, og et nyt møde blev berammet og
Kalundborg blev indbudt til at deltage.
På dette møde var der ret
negativ stemning mod Kalundborg, og forslaget om storkommune blev hurtigt fejet
af bordet, og Kalundborgs ønsker om at indlemmelser af store dele af
landkommunerne blev afvist, så mødet førte intet til, og kun Årby og Tømmerup
ønskede at forhandle videre med Kalundborg.
Efter flere møder de tre
imellem, ønskede Årby heller ikke at være med mere, mens vi i Tømmerup Sogneråd
efter moden overvejelser stadig ønskede at forhandle os til en frivillig
sammenlægning med købstaden, Vi kunne ikke se noget fornuftigt i nogle af de to
andre forslag, da sognet i så tilfælde
ville blive delt med noget til Kalundborg og andet til et landsogn, en løsning
vi mente, meget få ville synes om.
Men kunne vi så ikke
fortsætte 4 år endnu som selvstændig kommune ligesom de andre de andre fem
sogne-råd ville, indtil der kom et krav om sammenlægning efter alt at dømme i
1970. Det mente vi i sognerådet ikke, vi mente afgjort at en frivillig
forhandling ville være at foretrække frem for under tvang. Vi havde også
sager i Tømmerup, som
dårligt kunne vente 4 år med at få en løsning på, men som vi nu fik løst under
forhandlingerne med Kalundborg.
Der havde i snart mange
år været kræfter i gang for at få bygget et nyt forsamlingshus til afløsning af
det gamle, der var fra 1887. Dette hus havde hele sin
levetid betydet meget for det kulturelle i Tømmerup, men dets standard var
efterhånden blevet for ringe og det lå på en meget lille grund med få
parkeringspladser, det trængte i høj grad til en afløser. At denne afløser
skulle være en idrætshal, var efterhånden den almindelige mening.
Et udvalg til at stå for
sådant et byggeri var blevet valgt, men at det kunne gennemføres uden kommunalt
hjælp var utænkeligt, og udvalget søgte da også kontakt med sognerådet. Vi
lovede at stille grund og parkeringsareal til rådighed, og desuden stille
kommunegaranti for lånene til byggeriet.
Med hensyn til det sidste
var der desværre det, at vi skulle spørge vores tilsynsmyndighed Holbæk Amt om
lov til det.
Også
i andre kommuner var der i disse år planer om at bygge idrætshaller med
kommunal støtte. Derfor havde Holbæk Amt udsendt et cirkulære om, at hvis
kommunerne ønskede at gå økonomisk ind i et sådant byggeri, skulle der være et
befolkningsgrundlag på mindst 6000-8000 indbyggere for at få en tilladelse.
Derfor mente vi nu ved at forhandle med Kalundborg, at der var en chance for at
få byggeriet op at stå, hvilket også viste sig at være tilfældet.
Første gang vi fremførte
ønsket om halbyggeriet med gratis grund
og lånegarantifra kommunen, var Kalundborg indforstået med at overtage denne,
blot sagde man, at hallen skulle placeres, så den også kunne dække Årbys behov
for en hal. Dengang var Årby endnu med i forhandlingerne med Kalundborg, men da
de trak sig ud af disse, fik vi i Tømmerup selv lov til at bestemme hallens
placering.
Brugsforeningens
pladsbehov blev også løst, takket være kommune -sammenlægningen. Denne lå
ligesom forsamlingshuset på en meget indeklemt hjørnegrund, uden mulighed for
at udvide uden at købe mere jord.
Derfor vidste vi at
brugsen meget gerne ville købe kommunekontoret og tilhørende grund, som så
ville give plads til udvidelse og parkerings -pladser.
Kommunekontoret var det
første Spangsbro Mejeri, bygget allerede i 1886 og da det nye blev bygget
i1936, blev det gamle købt af kommunen og indrettet til kontor og havde som
sådan fungeret i mange år. Det var nu med flere ansatte blevet for lille og for
dårligt indrettet. Sognerådet sikrede sig derfor ret til at sælge til brugsen,
så denne kunne udvide og få ordentlige parkeringsforhold.
At Tømmerup fik sin hal
og en udvidet og tilsvarende brugsforening, mener jeg har været af meget stor
betydning for beboerne i lokalområdet.
Også på det skattemæssige område fik Tømmerup beboerne en fordel af
sammenlægningen, først og fremmest af ejendomsbeskatningen. Hidtil var der af
grundejerne svaret til amtet, men da Kalundborg ikke var under dette, slap
beboeren i Tømmerup også for at svare skat til dette.
Enigheden blandt sognets
beboere var ikke så stor som i sognerådet, mange
syntes, at det var en
lidt forhastet afgørelse, vi havde truffet. Derfor blev der startet en
underskriftindsamling, for at få afgørelsen omstødt. Mellem 40 og 50% af de
stemmeberettigede skrev under på listerne, der blev sendt til
Indenrigsministeren, der skulle godkende sammenlægningen, hvad han da også
gjorde trods protesterne.
Derfor var
sammenlægningen mellem Kalundborg og Tømmerup en realitet fra 1. april - 1966.
Det var ikke så meget
betingelserne, modstanderne af sammenlægningen havde noget imod. Det var vel
mere den enegang, vi foretog og ikke ventede, til der blev en afklaring med
alle omegnskommunerne samlet i 1970. Her vil jeg roligt hævde, at resultatet da
ville være blevet nøjagtigt det samme.
En anden ting sognerådet
blev kritiseret for var, at vi forhandlede for lukket. Beboerne fik ikke nok at
vide om forhandlingerne, mens de foregik. Vi indkaldte da til beboermøde 2
gange, hvor vi redegjorde for, hvad vi mente kunne være til oplysning om forhandlingerne på daværende tidspunkt.
Den største modstand
mener jeg også var rent følelsesmæssig. Nu havde Tømmerup altid været et
selvstændigt sogn og efter manges mening, også min egen, været et ganske
udmærket sogn og altid været blandt de første, når noget nyt dukkede op
f.eks.brugsforening, mejeri og gymnastikforening og meget andet. Nu skulle vi
ikke underlægges, den efter nogles mening, fæle købstad Kalundborg, og helt
miste vores identitet.
Nu
her 30 år efter sammenlægningen, synes jeg, det er rart, at den forskellige
opfattelse nogen havde dengang, ikke kom til at sætte noget præg på
sammenholdet i eftertiden.
Beboerne i Tømmerup udgør
i dag en levende og initiativrig del af Kalundborg kommune.