Følgende artikel om kommunesammenlægningen mellem Tømmerup og Kalundborg er skrevet af tidligere sognerådsformand i Tømmerup Ejvind Kristensen i 1996.

Kommunesammenlægningen i 1966 .

Mange ældre beboere i Tømmerup husker sikkert endnu de voldsomme diskussioner, der gik i Tømmerup for nu ca. 30 år siden, skulle vi sammenlægges med Kalundborg eller med de andre omegnskommuner. For at Tømmerup kune fortsætte som selvstændig kommune, var der vist få der troede på. Der var af en såkaldt kommunal -kommision udarbejdet en plan om at Holbæk Amts 65 kommuner skulle blive til 20 kommuner, med indbyggertal på 4000-6000.

For Kalundborg-området var man ikke kommet med noget forslag til en ny inddeling, det måtte kommunerne selv forhandle sig frem til, men en hurtig løsning ville være ønskeligt for byen og omegnskommunernes fremtid, skrev man.  

Tilsyneladende var der 3 muligheder for en ny inddeling:

Tre kommuner (Kalundborg,      Raklev og Røsnæs,     Aarby, Rørby,  Værslev og Tømmerup)

Kalundborg en kommune og de seks andre landkommuner en anden.

Kalundborg og alle seks andre i en storkommune.

Det der ville gøre løsningen af de to første forslag vanskeligt, var at Kalundborg efter kommunallov- kommisionens mening kunne gøre berettiget krav om indlemmelse af betydelige områder af både Aarby, Raklev og Tømmerup, og det tilbageblevne ville ikke være særligt attraktivt at danne ny kommuner af.

De seks sogneråd samledes ret hurtigt til en første drøftelse for en løsning af den vanskelige opgave. Allerede på det første møde var vi klar over, at uden at have Kalundborg med i forhandlingerne kunne vi ingen vegne komme, og et nyt møde blev berammet og Kalundborg  blev indbudt til at deltage.

På dette møde var der ret negativ stemning mod Kalundborg, og forslaget om storkommune blev hurtigt fejet af bordet, og Kalundborgs ønsker om at indlemmelser af store dele af landkommunerne blev afvist, så mødet førte intet til, og kun Årby og Tømmerup ønskede at forhandle videre med Kalundborg.

Efter flere møder de tre imellem, ønskede Årby heller ikke at være med mere, mens vi i Tømmerup Sogneråd efter moden overvejelser stadig ønskede at forhandle os til en frivillig sammenlægning med købstaden, Vi kunne ikke se noget fornuftigt i nogle af de to andre forslag, da sognet  i så tilfælde ville blive delt med noget til Kalundborg og andet til et landsogn, en løsning vi mente, meget få ville synes om.

Men kunne vi så ikke fortsætte 4 år endnu som selvstændig kommune ligesom de andre de andre fem sogne-råd ville, indtil der kom et krav om sammenlægning efter alt at dømme i 1970. Det mente vi i sognerådet ikke, vi mente afgjort at en frivillig forhandling ville være at foretrække frem for under tvang. Vi havde også sager i Tømmerup, som dårligt kunne vente 4 år med at få en løsning på, men som vi nu fik løst under forhandlingerne med Kalundborg.

Der havde i snart mange år været kræfter i gang for at få bygget et nyt forsamlingshus til afløsning af det gamle, der var fra 1887.                      Dette hus havde hele sin levetid betydet meget for det kulturelle i Tømmerup, men dets standard var efterhånden blevet for ringe og det lå på en meget lille grund med få parkeringspladser, det trængte i høj grad til en afløser. At denne afløser skulle være en idrætshal, var efterhånden den almindelige mening.

Et udvalg til at stå for sådant et byggeri var blevet valgt, men at det kunne gennemføres uden kommunalt hjælp var utænkeligt, og udvalget søgte da også kontakt med sognerådet. Vi lovede at stille grund og parkeringsareal til rådighed, og desuden stille kommunegaranti for lånene til byggeriet.    

Med hensyn til det sidste var der desværre det, at vi skulle spørge vores tilsynsmyndighed Holbæk Amt om lov til det.

Også i andre kommuner var der i disse år planer om at bygge idrætshaller med kommunal støtte. Derfor havde Holbæk Amt udsendt et cirkulære om, at hvis kommunerne ønskede at gå økonomisk ind i et sådant byggeri, skulle der være et befolkningsgrundlag på mindst 6000-8000 indbyggere for at få en tilladelse. Derfor mente vi nu ved at forhandle med Kalundborg, at der var en chance for at få byggeriet op at stå, hvilket også viste sig at være tilfældet.

Første gang vi fremførte ønsket om halbyggeriet  med gratis grund og lånegarantifra kommunen, var Kalundborg indforstået med at overtage denne, blot sagde man, at hallen skulle placeres, så den også kunne dække Årbys behov for en hal. Dengang var Årby endnu med i forhandlingerne med Kalundborg, men da de trak sig ud af disse, fik vi i Tømmerup selv lov til at bestemme hallens placering.

Brugsforeningens pladsbehov blev også løst, takket være kommune -sammenlægningen. Denne lå ligesom forsamlingshuset på en meget indeklemt hjørnegrund, uden mulighed for at udvide  uden at købe mere jord. Derfor vidste vi at brugsen meget gerne ville købe kommunekontoret og tilhørende grund, som så ville give plads til udvidelse og parkerings -pladser.

Kommunekontoret var det første Spangsbro Mejeri, bygget allerede i 1886 og da det nye blev bygget i1936, blev det gamle købt af kommunen og indrettet til kontor og havde som sådan fungeret i mange år. Det var nu med flere ansatte blevet for lille og for dårligt indrettet. Sognerådet sikrede sig derfor ret til at sælge til brugsen, så denne kunne udvide og få ordentlige parkeringsforhold.

At Tømmerup fik sin hal og en udvidet og tilsvarende brugsforening, mener jeg har været af meget stor betydning for beboerne i lokalområdet.          

Også på det skattemæssige område fik Tømmerup beboerne en fordel af sammenlægningen, først og fremmest af ejendomsbeskatningen. Hidtil var der af grundejerne svaret til amtet, men da Kalundborg ikke var under dette, slap beboeren i Tømmerup også for at svare skat til dette.

Enigheden blandt sognets beboere var ikke så stor som i sognerådet, mange syntes, at det var en lidt forhastet afgørelse, vi havde truffet. Derfor blev der startet en underskriftindsamling, for at få afgørelsen omstødt. Mellem 40 og 50% af de stemmeberettigede skrev under på listerne, der blev sendt til Indenrigsministeren, der skulle godkende sammenlægningen, hvad han da også gjorde trods protesterne.

Derfor var sammenlægningen mellem Kalundborg og Tømmerup en realitet fra 1. april - 1966.

Det var ikke så meget betingelserne, modstanderne af sammenlægningen havde noget imod. Det var vel mere den enegang, vi foretog og ikke ventede, til der blev en afklaring med alle omegnskommunerne samlet i 1970. Her vil jeg roligt hævde, at resultatet da ville være blevet nøjagtigt det samme.

En anden ting sognerådet blev kritiseret for var, at vi forhandlede for lukket. Beboerne fik ikke nok at vide om forhandlingerne, mens de foregik. Vi indkaldte da til beboermøde 2 gange, hvor vi redegjorde for, hvad vi mente kunne være til oplysning  om forhandlingerne på daværende tidspunkt.

Den største modstand mener jeg også var rent følelsesmæssig. Nu havde Tømmerup altid været et selvstændigt sogn og efter manges mening, også min egen, været et ganske udmærket sogn og altid været blandt de første, når noget nyt dukkede op f.eks.brugsforening, mejeri og gymnastikforening og meget andet. Nu skulle vi ikke underlægges, den efter nogles mening, fæle købstad Kalundborg, og helt miste vores identitet.                                              

Nu her 30 år efter sammenlægningen, synes jeg, det er rart, at den forskellige opfattelse nogen havde dengang, ikke kom til at sætte noget præg på sammenholdet i eftertiden.

Beboerne i Tømmerup udgør i dag en levende og initiativrig del af Kalundborg kommune.