Solvejg Larsen fortæller:  

I 1932 brændte Inger og Peder Jørgens, som vi kaldte det, ejendommen her nede i Istebjerg, nu nr. 37, og min Mor hun stod uden for gården og sagde: "Jamen det er dog forfærdeligt, hvad siger dog Inger, når det sådan brænder? "Ja, hvad siger man, når det brænder?  

Agnes, hun var den næste der måtte ”i ilden”, og det var den 15. februar 1933. Vi var til fest i forsamlingshuset, vi var omme og se dilletantforestillingen "Pigernes Alfred", og da forestillingen var forbi, og folk skulle ud og rette benene, så begyndte folk at råbe: "Det brænder i Istebjerg", og ingen kunne jo se hvem eller hvad det var, før de kom derned. Ove Antonsen kørte min Far og Mor og mig hjem, og Ester og Thorvald, som boede på den anden side af vejen, de skyndte sig ind til Viktor, og Ester hun stod op omme bag i bilen og råbte: "Kør, kør", der var jo 4 børn der hjemme, Bent den ældste var 10-11 år, og Gunver et par år, så man kan jo godt forstå, at de har været nervøse for hvordan det så ud. Men vinden bar i en helt anden retning, den bar skråt op ad forbi Friskolen, hvor halm og papir og gnister fløj helt ned til hovedgrøften, der går fra Ubberup og til Spangsbro og ned til Holmene, så det var en meget stormfuld og regnfuld nat, det var forfærdeligt, og Far han reddede sig da også en gang iskias af det.

Men så, da der var gået et stykke tid, tog Lars Jensen, Andaks (Andaksvej 44), som var Mors onkel, Mor og mig med hjem, så vi kunne være deroppe, og vi boede der den første måned, indtil vi kunne få en plads hos Marie Sørensen her på Istebjergvej, nu nr. 23. Det hus var 2 fag større dengang, og gik ud på vejen, så det havde jo været et brat sving i dag for de forskellige køretøjer.

Men det var jo en forfærdelig nat, kreaturerne skulle ud i, hestene de blev kvalt af røgen, og der var en so med små grise inde i hestestalden, der også gik til. Men alle kreaturerne kom ud, og de kom jo så ind forskellige steder hos folk, der ville tage sig lidt af det, men høns og hunden indebrændte.

Og alt hvad vi ejede og havde, tøj og værdier sådan, det gik jo op i røg alt sammen. Men Mor hun var såmænd ret rolig, da vi kørte hjem, for hun tænkte jo, Bedstefar han lå på sygehuset, og jeg var med, og 2. karlen var med, og hun vidste, at Aksel, der var her oppe fra byen, han sov let.

Men det var der ved godt halv elleve tiden, og det var ikke så længe siden, han var kommet hjem oppe fra hans Mor, og var gået i seng, og så var det jo svært at vågne, så da han kom ud fra sit værelse, da var der ild i vognene, hvor der kun var 1 m mellem vogn og port, men han havde åndsnærværelse nok til lige at hugge sig et par stykker tøj inde fra skabet, og det blev hans svie og smerte, under forhørene, at han havde haft åndsnærværelse til det.

Far, han var i forhør flere gange, Mor et par gange, og de sagde til hende: "Deres mand, han kunne nemt have stillet et lys nede i laden, så kunne det have været nedbrændt til den tid”. ”Ja det kunne han",

sagde min Mor, "men det tror jeg nu ikke han har". "Det tror vi sgu heller ikke", sagde de nok så frækt. Men Aksel var de meget slemme ved, for det kunne han jo nemt have gjort.

Og det gik så galt, der var ved at skulle have været liste i gang, mod politiet, og befolkningen de satte sig op imod, at det ikke var Aksel, der havde udført den gerning. Det blev vel nok tilskrevet elektriciteten, og kværn og tærskeværk, og hvad det var, der havde været i brug den dag, det kan jeg ikke huske, jeg var jo ikke mere end godt 12 år,

og det var jo gamle installationer alt sammen, og sådan lige fra start af, installationen var fra 1913, og det var ikke så holdbart den gang, som det er nu.

Og det viste sig jo også, d. 11. marts, da brændte Anna og Laurids Hansens gård på Ubberup mark, som også var ved elektricitet. Og den 14. april brændte Oluf Pedersens udlænger, så det var jo noget forfærdeligt noget. Og jeg havde nær glemt, Otto Knudsens udlænger, de gik også med, da gården her brændte, for det var jo lige ind over, og også noget gammelt stråtækt noget, som gården her den var.

Inger: "Hvor mange ejendomme var det, der brændte i alt?"

Ja, først den af P. Jorg,s, og så denne her, og Otto Knudsens udlænger, og Laurids Hansens og Oluf Pedersens.

Inger: Det var 5 i det hele. Folk blev vel efterhånden temmelig op-skræmte over det?  

Ja, det gjorde de, alle dem der havde stråtag, osv. Det var der jo meget af dengang, så det er ikke noget at sige til, det var jo en helt sygdom, som folk sad med, om hvad der ville ske dem. Nu Laurids Hansens, som brændte en måned senere, han fik udbetalt sin brandassurance meget før, end Far han gjorde, og så måtte Far jo i lag med dem de forskellige steder, at nu kunne han ikke få bygget mere, før han kunne få udbetalt noget assurance, den var ikke så stor den gang, han sagde til dem, der skulle bygge, at han havde ikke mere end 38-39.000 at bygge for. Og det er, hvad gården har kostet at bygge, og det var utroligt, det var med alt, det var centralvarme og vand ind, dengang, og så badeværelse. Det var da ikke noget, de havde alle sammen den gang, og det havde vi da heller ikke fået, hvis ikke det havde været i den anledning. Gården var ikke Fars og Mors før d. 21. februar. Der gik ikke så mange dage, før Lars Jensen sagde til Mor og Moster, nu må I se at få en ordning på det, for jeres Far har ikke så lang tid tilbage. Så det fik de så ordnet, og det var på Mors fødselsdag den 21. februar og så sagde de på dommerkontoret, "Jamen fru Andersen, så har de jo slet ikke tid til at tage her ud i dag". Men hun havde jo ikke noget andet, ikke andet end at hun skulle ud at købe tøj til os, hver gang vi skulle have en ren klud på, ellers var der jo ikke noget andet. Så da de skulle til at købe ind til huset, så sagde brugsuddeleren, Chr. Larsen, at han ville køre for dem og Laurids Hansens til København, tror jeg nok det var, og der fik de alt deres køkkentøj, al porcelæn og alt sådan noget, det var jo meget fint, og der var jo dividende på dengang, så det var jo om at gøre.  

En af køerne var kommet ned til Oluf Petersen, og dengang det brændte hos dem, da sagde de, at hun var kendt med turen, og hun kunne selv finde ud.

Alle vi andre, vi blev jo også installeret hos flinke naboer, vi boede jo som sagt ovre hos Marie, Aksel, han boede på loftet, og Far og Mor og jeg, vi fik et værelse nede, det kunne vi jo sagtens, når huset var så stort, og der spiste vi også oppe, og så havde vi en karl, der boede nede has Ester og Thorvald, men han fik jo da kosten der oppe så.

Inger: ”Det var jo godt med nogle gode naboer i sådan en tid.”  

Ja, det var det, og der blev jo også travlhed med at få ryddet alt det op, men det tog såmænd ikke så lang tid, selvfølgelig havde de jo også travlt hele tiden. Og det var jo også en travl tid for håndværkerne, de påbegyndte gården den 1. maj og den 11. oktober, da kunne vi flytte ind, der manglede der ikke et eneste penselstrøg, eller noget nogen steder. Det eneste der manglede, det var et par små husdyr, men den ene af kattene var flygtet til Istebjerggården, og da vi havde boet derude en 2-3 dage, da kom katten med 4 killinger, ned over gården, min Mor så den kom med dem, men den gik selv tilbage til Ole P. Nielsen, det synes vi var et pudsig træf, det var lige som den sagde, nu hører I hjemme der.

Ja, det blev en travl tid for sognets håndværkere med al det byggeri, hos os der havde vi murermester H. P. Hansen Spangsbro, og tømrermester Johannes Kristensen, malermester Johannes Jørgensen i Ubby, og blikkenslager fra Ubby, og elektriker, det var Tholstrup fra Svebølle. Og de andre havde så nogle andre håndværkere.  

Men Oluf Petersen, han sagde altid: ”Vil I bygge billigt så se mit, og vil i bygge godt, så se Johannes." Så det var jo en god reklame for de håndværkere. Og jeg kan heller ikke - nu teglene på stuehuset er ikke understrøget, og det skete ikke før 1965, at der faldt lidt cement ned fra teglene oppe ved skorstenen, efter sådan en hård efterårsstorm, så det er da noget, der har været i orden al det.  

Nu glemte jeg at fortælle, at tømrer Ejvind Nielsen, søn af Niels Chr. Nielsen, Istebjerg, han havde lavet tegningen til gården, og den gang at vi skulle sælge den, og skulle gøre et lån i den, da ville de ud og måle op, inde fra kreditkassen, men Harald sagde til dem, at han havde tegningerne. Så sagde han inde fra kreditkassen, at sådan en tegning havde han aldrig nogen sinde set før, af sådan en almindelig tømrer.  

I 1940 blev vi gift, og vi startede nede i Tømmerup Holme, og boede der i godt 20 år, til vi kom hjem og overtog den gamle slægtsgård, den 1. februar 1961, og min Far han byggede et hus oppe på Kåstrupvej 41, og vi havde den så til 1. august 1973, da vi solgte til Frederik Nielsen, og vi selv fik bygget et hus, der hvor gården har ligget i sin tid. Det er en ting vi aldrig har fortrudt, vi har haft dejlige naboer, og megen hjælp af dem, så vi har haft en lykkelig tid her.

Men tænker så på nu her i 1994, hvis der bliver bygget oppe ved Loch Ness, så at flytte der op.

Helga Jensen fortæller om de samme hændelser:

Ellen: Var der ikke et lynnedslag?

Helga: Nej, det var fra transformatoren.

Ellen: Hvordan det?

Helga: Det var det både Peder Christensens, Istebjergvej 29 A og Laurids Hansens, Ubberup Mark 2, og Oluf Pedersens, Istebjergvej 44, og de brændte vel næsten i løbet af en måned de tre?

Ellen: Ja, Peder Christensens brændte i februar måned, og så kan

jeg ikke huske, enten det var Oluf Pedersens eller Lauritz Hansens.

Helga: Laurits Hansens brændte først, for det var mens Agnes og

Johannes, de boede hos os.

Ellen: Hvordan gik det til med transformatoren?

Helga: Ja, det var altså kortslutning, men de havde nær lagt øjnene sammen på Aksel Sørensen. - Det var vel nok fordi, at da havde vi ingen transformator ude i Istebjerg selv, så det var overspændt derude. Ja de fik da opdaget det derfra, det var da også meget godt, de fik opdaget det.

Ellen: De beskyldte måske en for at sætte ild på?

Helga: Ja, der var en karl, som tjente hos Solvejs bedsteforældre, så var det jo så, at han var alene hjemme, og alle de andre, de var til dilettant oppe i forsamlingshuset. Jamen, det var vi også, og da så vi gik hjem og kom derned af ved friskolen, så siger, ja, far og en af mine brødre. Jeg kan ikke huske, om det var Richard, eller hvem af dem det var, og så siger de, der er jo brand, der er noget, der brænder der. - Jamen, det er morbrors gård, der brænder, sagde vi. Så sagde de: Skynd dig hjem og kald på dem, der er derhjemme, og jeg måtte så hjem og jage dem derned også. Vi må se, om vi kan få kreaturet ud, sagde far, og de løb så lige tværs over der, og de fik også køerne ud, men hestene brændte.   

Men det var helt uhyggeligt. Jeg gik ene her. Jeg gik op og sagde til den unge pige, Edith: Det brænder nede i Istebjerg, morbrors gård, den brænder. Nå, sagde hun, så sov hun videre. Jamen Edith, vil du ikke stå op og være hos mig? Nej, det ville hun ikke, og jeg gik ene derhjemme, og jeg kunne se det her skær, og jeg kunne se, at der kom store flager og lagde sig på vores staldlænge, og jeg tænkte på: Bare der dog ikke går ild i det, det var jo stråtag. Men så imidlertid, så kom Agnes med farbror, for lige pludselig, for morbror lå jo på sygehuset, - så var hun kommet i tanker om, her går Lars Jensen, og han har været så syg, bare dog ikke han bliver syg igen, og så havde hun så fået ham til at gå med hjem, og så kom de så, og så sagde Agnes: Vi må se at få noget vand over og få lavet noget kaffe til alle de mennesker, der går dernede, for de skal da have noget at spise og drikke, og jeg tømte næsten hele spisekammeret for brød og smør og alt. Vi smurte så meget mad og lavede så meget kaffe, fordi de skulle ha.

Ellen: Så måtte pigen op alligevel måske?

Helga: Nej, hun fik lov at sove. Agnes og mig, vi hjalp så ad. Nej hun havde ikke lyst til at stå op og se det.

Ellen: Hvad så med de to andre ildebrande, oplevede du dem også?

Helga: Nej, jeg ved ikke, jeg kan huske, det var mens Agnes og

Johannes og Solvej, de boede ude hos os. For de boede hos os, fra det brændte og så indtil…..                

Ellen: Ja, indtil det blev bygget om, ikke?

Helga: Nej, de rejste jo ned hos Marie Sørensen, Istebjergvej 23.

Ellen: Gjorde de det?

Helga: Ja, det gjorde de. Næ, de boede hos os indtil midt i marts, så rejste de så derned, for så var Johannes jo nærmere ved driften. - Og jeg ved ikke, jeg var også ved at køre træt, for det var ved at være for meget.

Ellen: Åh, det var jo også mange at være i huset?

Helga: Ja, det var det, og så tror jeg nok, at Agnes opdagede, at jeg havde det ikke så godt, så var hun bange for, at jeg skulle blive syg, så sagde hun: Nej, vi må hellere se at komme af sted. Så rejste de så. Det var jeg heller ikke ked af, for det var også ved at blive for meget. Agnes hun skulle jo næsten af sted hver dag, og det var ikke, fordi jeg havde ret meget hjælp af hende, og så var jeg jo ene om det tillige med pigen. Vi var jo ligegodt nogle flere at lave mad til. Sommetider kom de først så og skulle først ha´ lidt varm mad til aften. Det var sådan lidt omstændeligt alt sammen, men hvad det gik jo da. De skulle da også ha´ et sted at være. Ja der holdt vi så også morbrors begravelse.

Ellen: Den blev så også holdt hos jer?

Helga: Ja, det gjorde den, for han døde jo så, mens at……                

Han nåede jo lige at få ordnet papirsagerne. Ja, det gjorde de. Du ved Anna Bagers, hun ringede jo og sagde, at han var så sløj, og det tog de dem jo så nær, for der var jo ikke ordnet noget af nogen slags. Så sagde far: Nu i morgen formiddag, så kører vi ud på sygehuset, og så må vi se at få ordnet det. Så det var sådan set far, der ordnede det

Så sagde Agnes også engang: "Jeg glemmer aldrig Lars Jensen, han fik ordnet det, for det kunne vi aldrig selv ha´fået ordnet.